Jeg er træt af at blive skåret over én kam! Et svar om ikke at være religiøs.

[Danish-centric, a debate-post sparked by articles in Danish newspapers over the holidays about atheists vs religiousness]

Her i jule- og nytårsdagene er der jo dejlig meget tid til at læse aviser og debatindlæg og den slags. Det vil sige – hvor dejligt, det lige har været, er jeg blevet i tvivl om efter at have læst et par af de religions-debatterende indslag. Skrevet af nogle af dem, som er religiøse og står ved det – og lad mig skynde mig at understrege på det allerkraftigste, at dét har jeg intet imod og intet at sige på – er der et par indlæg, som lader til at være enige om i hvert fald ét: dem der, som ikke er religiøse, de er godt nok nogen klaphatte.

Eller, det er sådan set værre end det…

“Jeg er tilhænger af håb og visioner, og særligt når de er gjort af en støbning, der er værd at bygge på. Herunder historien om Jesusbarnet i en verden, der vendte kærligheden ryggen.

Hvordan man ikke kan tro på det, er mig ærlig talt en gåde i et samfund, hvor pengemagten og egennytten for længst har affortryllet både virksomheder, velfærd og åndsliv. Kan det betale sig?” Kresten Schultz Jørgensen, politiken.dk, 27/12 2015.

– og –

“Nej, men til gengæld tegn på stor åndelig tomhed, en tomhed, der ikke bliver fyldt ud af noget i hans velfærdsdanske omgivelser. Her regnes alt jo for stort lige godt og lige meget, og man får at vide, at man kan gøre alt, hvad man vil, hvis det bare føles rigtigt. Men praler med andre ord af, at der ikke for alvor er noget, der hedder alvor.” Katrine Winkel Holm, Politiken, 2/1 2016.

Ok, godt så. Som en, der er gået fra i mange år bare at være ikke-troende – hvorfor jeg for eksempel i 15-års alderen forsagede en stor fest med masser af materielle gaver og ikke lod mig konfirmere – til på det senere at være en ganske aktivt debatterende ateist, ja så er jeg åbenbart optændt af pengebegær, helt fokuseret på egen gevinst og fløjtende ligeglad med, hvad der er vigtigt og alvorligt her i verden.

Kære Kresten og Katrine – ikke alene kan jeg overhovedet ikke genkende mig selv i de beskrivelser, jeg er både hamrende uenig i dem og egentlig mere end en lille smule fornærmet over at blive skoset sådan. Af en god håndfuld grunde – lad mig prøve at få hold på et par af dem her.

1933394_1076202415755610_3712494904366427872_oFor at starte med det sidste: “Men praler med andre ord af, at der ikke for alvor er noget, der hedder alvor.” Det er jo rasende almindeligt at påstå, at folk uden religion heller ikke har noget af have moral, begreb om rigtigt og forkert, alvor og leg og den slags i. Det passer bare ikke!

Det Facebook-meme, jeg har gengivet her til højre opsummerer det egentligt meget godt. Hvis du har brug for en tusinde år gammel bog eller for enten trusler om en krank skæbne eller løfter om en himmelsk belønning for at udøve moralsk tænkning – er du så et moralsk menneske? Eller er det noget, du bare påtager dig, fordi sådan står det skrevet, at du skal?

Det handler dybest set om menneskets evne til at udvise empati. Peter Lund Madsen, en af rigets fremmeste forskere i hjernen, har talt og skrevet en hel del om den evne – og den udspringer, skal man tro ham, ikke af ordene i Bibelen eller Koranen, men i pandelapperne forrest i hjernen:

“Evnen til medfølelse sidder i frontallapperne (pandelapperne). Herfra udspringer vore sociale evner. Her skabes det substrat, der binder os sammen som mennesker. I frontallapperne skabes kulturens sammenholdskraft. Der er to egenskaber, der har sat os afgørende i front i forhold til de andre dyr. Den ene er sproget, og den anden er evnen til medfølelse. Det er evnen til medfølelse, der har gjort det muligt for os at opbygge kulturer baseret på komplekse samarbejdsaftaler.” Peter Lund Madsen, Den høflige narkoman, Sept 2012.

Så lad venligst være med at umenneskeliggøre ateister ved at påstå, at denne centrale hjernefunktion, den er vi sandelig ikke i besiddelse af. Jo vi er, og rigtigt mange af os gør brug af den. I vores eget lille hjørne af verden endda i en grad, at det ude i verden bemærkes, hvor overraskende godt vort samfund fungerer, taget i betragtning hvor sekulært det er og hvor få af os, som er religiøse.

Så er der den der med “i et samfund, hvor pengemagten og egennytten for længst har affortryllet både virksomheder, velfærd og åndsliv.” Undskyld mig? Affortryllet? Det kan godt være, at jeg ikke kan falde i svime over historierne i Bibelen – så gode er de altså heller ikke i min optik, selvom min far kaldte det “alletiders samling røverhistorier”. Men til gengæld kan jeg atter og atter forundres, begejstres og ja, fortrylles, over, hvad videnskaben formår at klarlægge for os.

Og selv da er det jo heller ikke sådan, at valget af videnskab, målbarhed og reproducerbarhed fremfor – lad mig bare sige det, som jeg mener det – overtro, vage himmelske begreber og religiøse bøger, hvorfra man bekvemt kun tager de bud, regler og begreber, som passer en, er et valg, som fratager mennesket evnen til at begejstres over litteratur, billedkunst, teater, film og musik.

Ude i verden er det vel oftere omvendt. Når de gale mennesker – for det mener jeg, at de er, uanset i øvrigt deres religiøse overbevisning – i Taleban og Daesh/ISIS forbyder musik og underholdning og springer kultur-minder i luften, så er det vel det stærkest mulige udtryk for, at det omvendte ligeså godt kan være sagen: at hvis man vil være meget ortodokst religiøs, så vil man helst ikke udfordres af kulturens evne til at bringe fantasi ind i vor verden. Så drop også lige den, be’ om.

I familien her er vi meget enige om ikke at være religiøse. Men vi kan enes lige så meget om, at kunsten og kulturen har en masse at byde på. Der er stort set ikke tider på døgnet, hvor musik ikke spiller et eller andet sted iblandt os. Der er læst tusindevis og atter tusindevis af sider i det her hus. Film og teater sluges i ganske godt og bredt omfang. Og inden nogen tror, at det sikkert bare er den poppede og lettere del af slagsen, så læses f.eks. Shakespeare i huset – og hele familien drager til Shakespeare 400-året i London i foråret og glæder sig i den grad til at begejstres – og, jo da, fortrylles! over jubilæumsforestillingen af Hamlet på The Globe. Så kulturformørkede og affortryllede? Niksen biksen!

I dagens Politiken (3/1) har Bertel Haarder og Jens Christian Grøndahl en noget mere balanceret og – lad os da bare sige det – høflig samtale på tværs af det her trosskel. En af de ting, de kan enes om, er, at vi herhjemme skal bygge på og forlange opbakning til de demokratiske værdier, ytringsfrihed og lighed for kvinder. Lige den sidste vil jeg gerne tage fat i.

Ikke fordi jeg er uenig – absolut ikke, det er og bliver en kerneværdi. Men fordi jeg har lettere ved at forestille mig, at lighed for kvinder kan blive til noget, hvis den baseres på en videnskabelig og “hvad kan vi konstatere” tilgang til tilværelsen end hvis den baseres på en kristen, Bibel-baseret livsanskuelse. Hvad er det, Bibelen siger om kvinder? Kvinder er urene dobbelt så længe, når de føder piger, som når de føder drenge? De skal tie i forsamlinger og underordne sig? Og så videre og så væk. Dét lyder ikke særlig meget af lighed for kvinder for mig, må jeg indrømme.

Og det leder mig så let og elegant over til en af mine favorit-anker over for religioner. Hvis man skal leve i et moderne samfund som det danske – som vi jo gå rundt og gør og i det store hele er glade for – så kan man efter min bedste mening ikke være kristen og bekende sig til hele Bibelen. Man er simpelthen nødt til at vælge en hel del af dens tekster fra – for vi har jo udviklet os, og det har samfundet også, og Reformationen og alt det der. Jamen derfor står de her ting der stadigvæk – og det er altså nu blevet det enkelte kristne menneskes ret at vælge og vrage i budskaberne efter behag. Undskyld, men det er sgu’ da relativisme, så det vil noget! Jeg føler mig fristet til at gentage Katrine Winkel Holms ord – “man kan gøre alt, hvad man vil, hvis det bare føles rigtigt”, i hvert fald når det som kristen gælder, hvilke dele af Bibelen, som har relevans…

Det bliver en anden dag, jeg opremser mine andre årsager til at jeg mener, at religion, sådan populært sagt, er noget skrammel. Men for at slutte ordentligt, så vil jeg gerne nok engang pointere, at jeg under Katrine Winkel Holm og Kresten Schultz Jørgensen og alle mulige andre for den sags skyld retten til at være religiøse. Jeg tænker ikke hverken mere eller mindre om dem af den grund. Og jeg postulerer heller ikke, at det gør dem til den ene eller den anden slags mennesker, til at have den ene eller den anden opfattelse med meget mere.

Jeg står ved, at jeg gerne kritiserer den religion, de bekender sig til. Men det er fordi jeg tror fuldt og fast på, at religioner – lige som alle mulige andre ide-systemer – må være rede på at tage imod kritik, på at lade sig diskutere og anfægte og, i det omfang de da kan, stå på mål for sig selv og svare for sig. Jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at religioner – ene af alle – skulle sidde oppe på en piedestal og have helle.

Så hvis nogen vil tage en diskussion på et redeligt grundlag, så for min skyld gerne. Men lad da til en start være med at kald mig affortryllet og uden begreb om, hvad der er alvor.

Advertisements
This entry was posted in Cobblestone Debate, Dansk, Opstød and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s